Opstart i vuggestuen
Det er vigtigt at afsætte god tid til opstarten. Det er forskelligt hvordan børn reagerer, og det er vigtigt, at vi giver barnet tid til at blive trygt. Derfor er nedenstående også kun vejledende, da vi tilpasser efter barnet.
Først besøger barn og forældre vuggestuen sammen, og er her i en times tid. Det gør I to gange. Her får dit barn mulighed for at se stuen, undersøge legetøjet og møde både stuens andre børn og pædagogerne med dig som tryg base.
Derefter øver vi aflevering. Du afleverer dit barn og siger pænt farvel, og så er barnet ’selv’ på stuen i 15-30 min. Du er altid meget velkommen til at vente i institutionen.
Derefter trapper vi tiden op, og dit barn er med til at opleve rutinerne på stuen - at spise, blive puslet og puttet. Hvordan optrapningen foregår, afhænger blandt andet af, hvordan barnet reagerer i det tidsrum, barnet er her uden mor eller far, men også hvad I som forældre oplever, når I kommer hjem.
Derefter begynder barnets hverdag på stuen.
Opstart i børnehave
Børn og forældre inviteres på besøg inden barnets opstart. Ligesom i vuggestuen får dit barn mulighed for at se stuen, undersøge legetøjet og møde stuens andre børn og pædagogerne med dig som tryg base.
Barnets opstart aftales og planlægges ud fra barnets behov og forældrene er ofte med den første dag i institutionen. Vi lægger vægt på en rolig og blid opstart, med fokus på barnets tilknytning til personalet og barnets relations dannelse samt at følelsen af at være en del at fællesskabet.
Når barnet skifter stue
Inden barnet skifter stue, er der en overleveringssamtale. Ved overleveringssamtalen er barnets forældre, en pædagog fra den stue barnet går på og en pædagog fra den nye stue tilstede.
Pædagogen fra den nuværende stue fortæller, hvordan de oplever barnet og om der er ting den nye stue skal være opmærksomme på for at støtte barnet bedst muligt i overgangen. Forældrene fortæller, hvordan de oplever barnet og pædagogen på nye stue fortæller om struktur og aktiviteter, så forældrene få kendskab til den nye stue.
I de to uger op til at barnet skifter stue, bliver barnet inviteret til at deltage i aktiviteter og måltider på den nye stue. På den måde kan barnet begynde at udvikle en tryg relation til sine nye pædagoger og den nye børnegruppe samt få et indblik i de nye rutiner.
På barnets nuværende stue begynder vi samtidigt at tale med barnet om stueskiftet, og de nye voksne og børn det nu skal være sammen med. Vi opfordrer til at det også bliver talt om derhjemme, da det er med til at forberede barnet på skiftet.
Den dag hvor barnet skal starte på den nye stue, afleveres det som sædvanligt. Så kommer pædagogen fra den nye stue og hjælper barnet med at flytte garderobe - tøj, sko og barnets mappe bliver lagt på et rullebord, og barnet hjælper med at køre det hele ned på den nye stue, og hænge ting på plads. På den måde tager barnet aktiv del i stueskiftet, og oplever en fornemmelse af ejerskab over handlingen.