Her skal det være godt at være barn – så kort kan det egentligt siges
Det kan nærmest ikke siges for ofte – oprigtig omsorg er noget af det vigtigste og det bedste man kan give et barn. Det er forudsætningen for at alt andet lykkedes. Derfor prioriterer vi nærvær og omsorg. Der er altid tid til et kram og trøst, eller hjælp til at løse en konflikt med en kammerat.
I Daginstitutionen Danalien arbejder vi for at skabe glade, sunde og robuste børn, der oplever sig selv som værdifulde og betydningsfulde medlemmer af et værdifuldt fællesskab.
Vores omdrejningspunkt er tryghed. Der er altid en nærværende, kærlig voksen tilgængelig for dit barn – hvad enten det er for at give en hånd med en besværlig flyverdragt, et trøstende kram og en snak, eller for at grine, hygge og lege.
Vi er ’på gulvet’ med børnene, så vi er tilgængelige og i øjenhøjde. Vi prioriterer at skabe rum og tid til at støtte, guide og opmuntre børnene til at mestre dagens udfordringer.
Sundhed er mange ting
God, nærende kost og gode muligheder for at bruge kroppen er én måde at skabe sundhed på. Men sundhed handler også om at have det godt indeni, og at mærke selvværd. Derfor arbejder vi i Daginstitutionen Danalien med en bred sundhedsforståelse, med fokus på både fysisk og psykisk velvære.
Både vores legeplads og inde-areal er indrettet for at børnene både kan lege, tumle og bruge kroppen, og også finde ’hyggehjørner’ hvor der er plads til ro og fordybelse.
Gode relationer, både til voksne og til andre børn, er enormt vigtige for børns mentale velvære og udvikling. Derfor arbejder vores personale meget bevidst med at skabe aktiviteter og læringsrum hvor børnene kan udvikle sociale kompetencer og relationer ved at lave store fælleslege, eller støtte og guide et barn i at blive en del af en leg.